Mandag den 29. nov 2021 spillede Holbæk Symfoniorkester en fin koncert med Basunisten Kasper Thaarup
Kasper Thaarup er født i 1974 og debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Solistklasse i efteråret 2002. Kasper har derudover studeret i Chicago, Stockholm og Hannover og har vundet flere internationale priser. Kasper Thaarup har et virke som international solist og er desuden en del af den prisvindende messingkvintet ”Art of Brass Copenhagen”. Kasper Thaarup spiller til dagligt i Det Kgl. Kapel hvor han er solobasunist og er desuden aktiv underviser både i Tivoligarden og som virtuel underviser på internettet.
Der er skrevet musikalske værker for orkester og mange forskellige soloinstrumenter, men trombone (trækbasun) hører til de mere sjældne. Ferdinand David (1810-1873) er en af de komponister, der har gjort det. I 1837 skrev han Concertino for trombone og orkester, som Holbæk Symfoniorkester opfører med Kasper Thaarup som solist. Ud over at være komponist var Ferdinand David også koncertmester i Gewandhaus-orkestret i Leipzig under ledelse af vennen Felix Mendelsohn. Et af orkestermedlemmerne havde bedt Mendelsohn om at skrive en koncert for trombone, men da Mendelsohn ikke havde tid, fik han David til at påtage sig opgaven. David omsatte så en af sine næsten færdige violinkoncerter til en concertino for trombone – et værk der giver solisten mulighed for at bevæge sig gennem en bred vifte af udtryksfulde stilarter. Nogle passager i værket tyder på at Mendelsohn kan have haft en lille finger med i spillet. Andensatsens sørgemarch blev i en udgave for klaver og violin spillet ved Davids begravelse. I 1893 blev den tyske komponist Engelbert Humperdincks (1854 – 1921) eventyr-opera ”Hänsel und Gretel” (Hans og Grete) opført første gang, og den blev så populær, at både den og sange derfra er blevet opført mange gange siden. Humperdincks søster, Adelheid Wette (1858 -1916), havde skrevet nogle sange med inspiration fra Brødrene Grimms eventyr til sine børn, som hun bad sin bror sætte i musik. Det blev til en opera i tre akter, som blev uropført med Richard Wagner som dirigent. Wagner var Humperdincks gode ven, og i operaen blander Humperdinck Wagners teknik med traditionelle tyske folkesange. Holbæk Symfoniorkester spiller ouverturen til operaen.
Johann Strauss den yngre (1825 – 1899) er kendt for sine mange valse – ikke mindst ”An der schönen blauen Donau” – men han har også skrevet marcher, herunder ”Ægyptisk March”, som vi spiller til denne koncert. Marchen blev bestilt til opførelse i forbindelse med indvielsen af Suez-kanalen i 1869, hvor den østrigske kejser Franz Joseph I deltog. Både melodi og rytme giver marchen et ”orientalsk” præg.
”Coppélia” er navnet på en komisk ballet fra 1870, der har musik af den franske romantiske komponist Clément Phillibert Léo Delibes (1836 -1891). I balletten har dr. Coppélius lavet en dansende dukke, Coppélia, i fuld størrelse. Dukken er så naturtro, at en ung mand bliver blindt forelsket i hende og svigter sin sande kæreste. For at bringe ham ud af denne dårskab klæder hun sig ud som en dukke og foregiver, at den bliver levende. Dermed redder hun ham fra at gå til grunde. Vi spiller Præludium og Mazurka fra balletten.
Efter at være flyttet til Leipzig for at studere musik skrev den engelske komponist Frederick Theodore Delius (1862 – 1934) ”Summer Evening”, der indgik som det ene af tre små tonedigte. Man kan måske høre stemningen i stykket som komponistens længsel efter en sommeraften i sit hjemland.
Den tjekkiske komponist Antonín Dvořák (1841 – 1904) integrerede i stort omfang folkemusik i sine kompositioner. Det gælder også ”Amerikansk Suite”, som han skrev, mens han var i New York som direktør for det amerikanske nationale musikkonservatorium. Suiten blev først skrevet for klaver, og senere udsat for orkester. Folkemusikken i dette værk kan være inspireret at både amerikansk folkemusik og tjekkiske emigranters musik, som Dvořák lyttede til mens han var i USA.